Den 22. februar 2023 var der præsentation af ”UP and BEYOND” portrætmaleriet af Ulla M. Wewer, Dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet 2006-2022. Hun var bl.a. initiativtager og fundraiser til Mærsk Tårnet, som værket er skabt til, og hvor det er installeret.
Dekan Bente M. Stallknecht var vært for eventen, der også havde taler af Liselotte Højgaard, Freddy Johansen, Ulla M. Wewer og undertegnede. Værket blev på smukkeste vis afsløret af Kirsten og Freddy Johansen, hvis fond har skænket det nye maleri til fakultetet.
Det samlede forløb, der begyndte i marts 2022 – se denne video om forløbet– har været et kolossalt spændende, intenst og givende samarbejde med Ulla. I alt 16 tegnede og malede forstudier har ført til det færdige resultat; deriblandt “De 4 temperamenters synæstetiske portrætteringsmetode”, som Ulla meget gerne ville blev en del af processen.
UP and BEYOND er Ullas og fællesskabets motto for den videnskabelige ambition der ligger i Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets DNA.
Titlen kan sanses direkte i maleriet: “UP” er indlysende til stede i øjepunktet for centralperspektivet – højt oppe (ca. 70 m). Og “BEYOND” repræsenteret ved den gule del midt i den samlede flade. Den rummer præcist den farvetone som er i undermalingen på hele værkets flade i alle dets 16 enkeltdele af reliefstrukturen skabt af Silvia Magrinyà-Costán; hvad enten jeg har malet, pointillistisk, hyperrealistisk eller impressionistisk. Nogle steder er der langt over hundrede transparente lag ovenover de allerede mange lag i de varme grundtoner “beyond”. Udsnittet, som er bibeholdt i de varme toner, rummer ikke tilfældigt Københavns Universitet under Vor Frue Kirke.
God oplevelse! Mærsk Tårnet er åbent for alle man-fre kl. 07.00-17.00.
Mange hilsner fra Lars
Este sitio web utiliza cookies para que usted tenga la mejor experiencia de usuario. Si continúa navegando está dando su consentimiento para la aceptación de las mencionadas cookies y la aceptación de nuestra política de cookies, pinche el enlace para mayor información. Más información
ACEPTAR