”Lys og salt” er den for mig indlysende titel på dette nye portrætmaleri af biskop Tine Lindhardt til Domkirken i Odense.
”Lys og salt” var den metaforiske og retoriske grundfigur i Tine Lindhardts formidable tale til Jan Lindhardts begravelse i Roskilde Domkirke den 19. november 2014.
”I er jordens salt, verdens lys” hedder det hos Matthæus i kapitel 5, vers 13-17.
Midt i den tungeste og mørkeste november nogensinde på samme tid at VÆRE det jordiske salt og det himmelske lys var det Tine Lindhardts særlige STYRKE at insistere på dette. Det er mit store ønske, at denne lysets og saltets metaforik imprægnerer mit værk og oplevelsen af det.
Lige som f.eks. alle mine kongelige portrætter træder maleriet af biskop Tine Lindhardt ud i et nyt terræn. Det er malet på en reliefstruktur, det bryder med maleriets og ikke mindst portrætmaleriets konventionelle format. Værket markerer igennem sin udstrækning sin helt egen relation til rummet omkring det; og det er simpelthen forbudt at indramme det!
Værket består aldeles bevidst af 12 enkeltforløb; OG af konfluensen og interaktionen mellem enkelt-delene og HELHEDEN. Det er hele tiden et spil mellem kontinuitet og diskontinuitet.
Ét af de for mig meget vigtige momenter ved en opdelt billedflade er, at den kan fungere som en slags BETYDNINGSGENERATOR. Vi kan kigge på et enkelt eksempel:
Claus Bergs alter rummer den smukke symbolik, at Kristi kors er selve livets træ.
Reliefstrukturen gør det muligt komplementært at betone begge dimensioner af symbolikken:
Den del, der rummer det bevidst eneste synlige af den korsfæstede Kristus, nemlig den venstre hånd, her oppe til venstre, præges af blodet og lidelsen; …
medens den del til venstre, der rummer livets træ farves komplementært i det grønlige. Det er en komplementaritet, som får mig til at tænke på Thomas Kingos salme ”Sorrig og glæde, de vandre til hobe …”, som formentlig hørtes allerførste gang netop her, hvor vi befinder os nu, i Sankt Knuds Kirke i Odense i 1671.
Carl Nielsens 2. Symfoni opus 16
DE FIRE TEMPERAMENTER
De fire temperamenters portrætteringsmetode
Et synæstetisk eksperiment
Når jeg i dette portræt har en særligt stærk følelse af lighed i forhold til modelens ansigt og balance i forhold til ansigtets udtryk; så har vi en årsag, hvis komponist kom til verden kun 13 km fra Odense Domkirke.
Takket være Carl Nielsens 2. symfoni, opus 16, ”De 4 temperamenter” har jeg kunnet udvikle en synæstetisk portrætteringsmetode, hvor modellen identificerer sig med hver af symfoniens 4 satser og lader den usynlige musik forme ansigtstrækkene og gøre den til billede/maleri.
Tine Lindhardt gav utroligt meget af sig selv i de særlige sidninger med det koleriske, det flegmatiske, det melankolske og det sangvinske temperament, og fordi jeg har oplevet hendes ansigt i dets yderpunkter, oplevede jeg et væsentligt mere kvalificeret grundlag for at male det endelige udtryk i portrættet.
Lars Physant, Odense. 11. januar 2018
Este sitio web utiliza cookies para que usted tenga la mejor experiencia de usuario. Si continúa navegando está dando su consentimiento para la aceptación de las mencionadas cookies y la aceptación de nuestra política de cookies, pinche el enlace para mayor información. Más información
ACEPTAR